VADSTRUP en firelænget fynsk bundingsværksgård PDF Print E-mail
Written by Webmaster   
Tuesday, 10 November 2009 18:09

Den fredede firelængede fynske bindingsværksgård VADSTRUP er et regionalt Viden- og Kursus-Center for Håndværk og Bygningsbevaring, beliggende i den enestående velbevarede landsby Viby, 5 km nord for Kerteminde.

[Foto af Sognefogedgården]

Gåprden er opført i 1736 som fæstegård til herregården Hverringe. Gården forblev fæstegård frem til 1901, hvor den blev købt til selveje, men i samtlige disse 165 år sad den samme familie som fæstere på gården i ubrudt linie.

I 1972 blev der opført en ny gård med driftbygninger og beboelse på Sognefogedgårdens jorder, der ligger lige syd for landsbyen. Derefter havde det 900 m² store, stråtækte gårdsanlæg i Viby en række skiftende ejere, der ikke magtede, eller prioriterede, den løbende vedligeholdelse af de 120 meter stråtaget og de 240 meter løbende bindingsværk. Det sidste endda med ubrændte lertavl i murene og lerpuds, der kræver stor viden og særlige materialer og metoder at vedligeholde. Til gengæld er disse uhyre billige.

I 1990 blev "Sognefogedgården" bygningsfredet på grund af sine store bygningshistoriske og bygningskulturelle kvaliteter, både selve bygningerne, den pigstensbelagte gårdsplads og gærdet mod vejen i kløvet kamp. Stuehusets indretning et fuldstændigt arketypisk eksempel på et fynsk "kaminhus" opdelt i fem "afdelinger" (stadsstuerne, dagligstuen, køkken, bryggers og aftægtsbolig), med tre indgange mod gårdspladsen og tre skorstene.

I 1999 var gården i meget stærk forfald, med huller overalt i taget, hvorfor der var lagt store røde presenninger over det meste, bindingsværket og i sær lertavlene i voldsom dårlig forfatning og vildtvoksende træer og buske i haven og tæt op af husmurene. Den overlevede dog den store orkan i nevember 1999, men herefter blev der på foranledning af Kerteminde museum foranstaltet en redningsaktion. For hvis denne centralt placedede gård forsvandt, ville de smukke, velbevarede landsby miste en væsentlig stor del af sin charme. Enten i form af et grimt, ubebygget "hul" , lige midt i byen eller i form af et højst sandsynligt ganske utilpasset, nyt hus.

[Foto af Sognefogedgården, forfalden]

En kreds af lokale beboere, de fleste fra selve Viby, etablerede derfor en Selvejende Institution, der for medlemmernes indskudte penge, købte gården. Ved hjælp af penge fra Fredningsmyndighederne og fonde lykkedes det Den selvejende Institution at gennemføre en udvendig istandsættelse af huset i løbet af 2000 og 2001, d.v.s. bindingsværk, vinduer, tagværket og stråtaget. Dermed var gårdens bygninger reddet for yderligere forfald og forsvinden en rum tid frem. Arkitekt m.a.a. Jørgen Ganshorn stod for den udvendige restaurering.

Da man imidlertid ikke kunne opnå fondsstøtte til den indvendige istandsættelse, valgte man i stedet at sælge gården på auktion med lukkede bud. Her købte arkitekt m.a.a. Søren Vadstrup og Anni Rønnov Pedersen gården i august 2001, og gik straks i gang med den indvendige istandsættelse. På dette tidspunkt var der hverken strøm, vand, bad, vandskyllende toilet eller varme i huset, så i starten måtte man hente vand i dunke, få strøm og bad m.m. hos naboerne mv.

I dag er den indvendige istandsætelse langt fra færdig, men de "centrale" rum, køkken, stuer, soveværelse, toilet/bad er brugbare. Men dette betyder, at man stadigvæk kan følge med i den løbende restaurerings-proces for huset, der i den kommende tid bl.a. omfatter nye trælofter i en række rum, nyoppudsning af vægge, rekonstruktion af bryggerset med ildsted, bageovn, gulv og loft. Der er også stadigvæk vinduer, døre og porte, der skal istandsættes og bindingsværk, der skal repareres. Senere følger elektricitet og centralvarme samt færdigindretning af udlængerne til materialeudstilling, materiale-butik, kursusværksteder og undervisningsrum.

[Foto af Sognefogedgården]

[Plan af indretningen]

Gårdens historie
Gårdens indvendige restaurering
Landsbyen Viby