Som nogen vil vide, i hvert fald så nu, så har jeg og min familie en firelænget bindingsværksgård i landsbyen Viby på Hindsholm.
Når man går og passer et gammelt hus som dette opdager man flere og flere ting ved det, som man må spekulere over. Her har jeg mange emner at trække frem på dette site, når jeg får tid, men på det sidste er jeg blevet mere og mere fascineret og optaget af, at jeg finder ‘spor efter’ den ret eksotiske middelhavsplante, akantus på omkring 25 steder i huset. Især på smedearbejder, men også på snedkerarbejder og andre genstande af træ, på støbejern, på stoleryggenes udformning, i gørtlerarbejder og i malerens arbejde.
I faglitteraturen står der faktisk en del om akantusbladet som dekoration, men fra den ene til den anden er det stort set ikke andet end gentagelser på gentagelser om at ‘de gamle grækere’ begynder at sætte livagtigt udhuggede akantusblade på de ioniske søjler omkring 420 før Kristi, i den såkaldte ‘korinthiske søjleorden’ – plus at akantusblad-dekorationer samtidigt dukker frem på gesimser og profiler på templernes ‘entablement’ (overbygning). Slut.
Jeg synes derfor at vi mangler at fortælle, hvordan denne plante, der slet ikke vokser i Norden, eller i resten af Europa, bliver en så udbredt dekoration på stort set alt, inden for alle håndværksfag og til alle tider og stilarter – bort set fra de sidste 60-70 år.
Så det har jeg, som ren overspringshandling, her i Korona-krisen, skrevet og illustreret en lille artikel om. Læs artiklen ‘Akantusbladet i dansk bygningskultur’ her.
Det fremgår i øvrigt af forskningsartiklen, at akantusbladets meget karakteristiske, krumme S-profil, som hedder en ‘karnis’ (med tryk på ‘nis) på dansk (og tysk), er afledt af det græske ord ’koronis’ (!), der betyder krumning. Så nu har vores hus, og mange andre, fået – en uskyldig form for, må man sige – korona. Og har haft det siden 1740.
En dørkarm i Viby med ‘korona-profil’ – dog ikke en ny sygdom, så det skal ikke
være et ekstra argument for at rive noget ned eller ud.