I september 1981 blev jeg af Nationalmuseet i Nuuk sendt ud til kryolitbruddet i Ivigtût/Ivittuut i Grønland for at ’give en arkitektonisk og bygningshistorisk vurdering af de tilbageværende bygninger ved kryolitbruddet, med henblik på en eventuel fredning’. Man vidste at minen skulle lukke og fraflytte alt i løbet af få år – hvad den også gjorde.
Jeg fik også tid til at tegne to blyantstegninger fra stedet, hvor selve bruddet var fyldt op med vand fra Arsukfjorden. Bygden Arsuk ses i øvrigt på den anden side af fjorden, lige bag flagstangen.
Rapporten blev i maj 1985 sendt i færdig form til museet. Et uddrag (de første 26 sider ud af 45) ligger nu på denne hjemmeside, da rapporten måske kan bidrage med lidt historisk viden til den igangværende diskussion om Kryolitbruddet.
Her synes jeg, at den meget omdiskuterede fremstilling af historien i dokumentarfilmen ’Grønlands hvide guld’, mangler 3 aspekter:
1)
For det første var minen ejet af Staten, men den blev allerede i 1854 udliciteret til private investorer – mod en koncessionsafgift til Staten på 12 % – i 1859 sat op til 20%. Tyve procent af hvad? Ja det er ret interessant. Det var nemlig i forhold til vægten af den udlossede kryolit fra selve minen, før den forlod Ivittuut. Det betød at den brudte kryolit, i form af forholdsvis regulære sten, blev stablet i meget sirlige og meget kompakte, rektangulære stabler på selve kajkanten. Her opmålte Statens kontrollør og hans assistent, der begge boede på stedet, bunkerne i kubik-fod, der blev omregnet til vægtmål. Og heraf kunne man udregne de 20 % af den samlede udlossede mængde kryolit-sten i koncessionsafgift.
Billede fra Ivigtut i 1890-erne. De hvide kryolit-sten er stablet så tæt som muligt i regulære firkantede stabler på kajkanten, klar til opmåling af statens kontrollør, og derefter læsning. Der måtte ikke kunne stikkes en finger ind, nogle steder, ellers ’solgte’ koncessionshaverne jo den rene ’luft’ til staten.
Det betød at alle omkostninger til arbejdslønninger, bygninger, opvarmning, sejlads, tab af forliste skibe, bearbejdning af kryolitten osv., helt og holdent blev afholdt af de private koncessionshavere – og ikke af Statens del. Dermed var den danske stats indtægter på dette tidspunkt rent netto, hvilket netop er eet af diskussionspunkterne for den aktuelle dokumentarfilm på DR ’Grønlands hvide guld’. Som dermed på en måde, uforvarende’, får ret i én af sine påstande. Og dog.
De 20 % i afgift til Staten blev formentlig ikke beregnet af selve salgsprisen for den færdigt-behandlede kryolit, men efter nærmere forhandlinger. Men dette ligger dog uden for mit område som arkitekt. Det må økonomerne finde ud af.
I 1920-erne, hvor værdien af kryolitten mangedobledes, steg koncessionsafgiften til Staten til 30 %. Her indførte man også store vægte, til at veje kryolitten, eksklusive luft, i stedet for de besværlige stabler. I 1940 overtog Staten 50% af minen, men dermed også 50% af omkostningerne.
2)
For det andet synes jeg ikke at det fremgår klart nok i dokumentarfilmen, at det var de private investorer, ikke Staten, der tjente broderparten af pengene på kryolitminen. Men de havde som nævnt også alle omkostningerne. Og det var formentlig et fåtal af disse private penge, om nogen overhovedet, der gik tilbage til Grønland.
Den samme model ses i øvrigt ved de fleste mineprojekter i Verden, og vil nok også fortsætte ved eventuelle fremtidige mineprojekter i Grønland. Se bare Nordsøolien i Danmark – med Norge som en sjælden undtagelse.
Det hævdes imidlertid fejlagtigt i dokumentarfilmen ’Grønlands hvide guld’, at kryolitten, og dermed ’Grønland’, har betalt for Marmorkirken i København. Men C.F. Tietgen, der var medejer af minen, og som finansierede Marmorkirkens opførelse i 1874 -94, var jo en finansmand, der ejede og tjente penge på banker, rederier, skibsværfter, telefon-og telegrafselskaber, sukkerfabrikker m.fl., så man kan ikke sige at, det specifikt var ’kryolitpengene’, der blev brugt til dette projekt.
Ved kulminen i Qullissat på Diskoøen i Grønland, der blev etableret af den danske stat i 1924 – og lukket igen i 1972, blev de udvundne kul solgt rundt på ’Kysten’. Men i længden gav det underskud for Staten. I 1929 var der dog et overskud på 20.000 kr, jf. tabellen herunder. Så da kulforekomsterne var udtømte, lukkede man minen efter 48 år.
3)
Forskellige eksperter har imidlertid påvist, som led i diskussionerne efter Dokumentarfilmen, at den danske stats indtægter fra Kryolitminen, i stor udstrækning blev betalt tilbage til Grønland i form at dækning af underskuddet hos KGH (den Kongelige Grønlandske Handel). Ikke mindst fordi man bevidst holdt de samme varepriser på mel, sukker og kaffe m.v. i de omkring 100 små bygder, som i byerne, trods større omkostninger til transport og svind. Det gjorde man for ikke at affolke bygderne.
Det fremgår bl.a. af én af de kilder, som jeg selv ofte benytter til at datere ældre bygninger i Grønland, nemlig de årlige forslag til Danmarks Finanslov (dengang 1.4.til 31.3.), i § 24 vedr. Grønland, hvor bl.a. nyudsendte bygninger fra Danmark til Grønland nævnes. Her fremgår der hvert år indtægter fra ’kryolitafgift’, i 1929 f.eks. på 1.7 mio. kr.
Se: Forslag til Finanslov for Finansåret 1. April – 31. Marts 1929-30. Under indtægterne ses 1.700.000 kr. fra Kryolitafgiften og et lidt andet beløb, 20.000 kr., fra ’Driften af Kulbrudet ved Kutdligssat’.
Se link til RAPPORTEN: BYGNINGSREGISTRERING for kryolitbrudet ved Ivittuut/Ivigtut den 15. maj 1985. Af Søren Vadstrup. Arkitekt MAA
