• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer
Bevar dit hus - nænsomt

Bevar dit hus

  • Forside
    • Bevaringsværdige bygninger
    • Vedvarende holdbarhed for bygninger
    • By- og Bygningsundersøgelser
    • Byhuse og bevaring af byer
    • Håndværk, materialer og byggeteknik
    • Landhuse og bevaring af landsbyer
    • Vikingetidens værktøj og teknologi
    • Grønlands bygningskultur
  • Aktiviteter
    • Kommende aktiviteter
    • Netværk for bindingsværk
    • Netværket Den nordiske Træstad
    • Nordisk forum for Bygningskalk
    • ICOMOS
    • Restaurering af Lille Mølle ved Nyborg
  • Nyheder
  • Forskning
  • Debat
  • Bøger
  • Kontakt
    • Om Søren Vadstrup
    • Om hjemmesiden

Restaurering af ’Ragnhilds Gård’ på Nyord

5. august 2020af Søren Vadstrup Skrevet i: Aktiviteter, Forskning, Nyheder

5. august 2020/Søren Vadstrup/Nyheder/Forskning/Aktiviteter.

Nyord er en lille landsby på øen Nyord, der ligger nordvest for Møn, lige ud til Bøgestrømmen. Den oprindelige stavemåde i ‘Valdemars Jordebog’ i 1300-tallet er Nyorth, en forvandskning af Nyvarth = ‘det nye varth’, idet ordet ’varth/warth’, efter tysk ’warde’, betyder en bemandet ’vagt- og udkikspost’, der bl.a. lå ved landets vigtige søveje. Et warth bestod af et palisadeomkrandset ’tårn’ af træ på fire kraftige pæle. De blev bygget af kongemagten i 1000-tallet og senere, for at varsle fjendtlige flådeangreb på de fremvoksende købstæder. Wartherne kunne sende advarende røgsignaler afsted fra opstillede bål (baune), der spredte sig videre til et system af baunehøje, inde i land. De fleste bærer disse navne endnu. (Se Ole Crumlin-Pedersen: Søvejen til Roskilde, 1978). Een dag om året, der meget praktisk var den længste, i dag kaldt Skt. Hans, afprøvede man baunesystemet. Det med heksene kommer først til, 500 år senere, efter at det gamle røgvarslingssystem var gået i ‘glemmebogen’.

I 1700-tallet blev Nyord ’lodsernes ø’, efter påbud fra kongen, og i 1887 opførte Staten et lillebitte udkikshus, kaldt ’Møllestangen’, til lodserne, sandsynligvis på samme sted hvor kongens befæstede ’warth’ (udkikstårn) lå i middelalderen, og senere, efter navnet at dømme, en vindmølle.

        
Et ‘Warth’ – palisadeomkrandset udkikstårn på Bayeux-tapetet – som det måske har set ud på Nyord.
Gaffelrigget lodsbåd – indridset i bindingsværket på Ragnhilds Gård af ‘Jens Peter LarSen’.
Lodshuset ‘Møllestangen’ på Nyord. Nu Danmarks mindste museum.

På grund af de trange forhold på øen er landsbyen aldrig blevet ’udflyttet’, så den dag i dag ligger der tre- og firelængede gårde på stribe – afvekslende med mindre gadehuse og ’inderstehuse’, hvor de udgør et ret enestående kulturmiljø.

’Ragnhilds Gård’, Møllestangsvej nr. 1, er én af de mest centralt placerede firelængede gårde i landsbyen, lige over for kirken. Efter den forrige ejers død i 2018 blev gården købt af en personkreds med tilknytning til Nyord, organiseret i interessentskabet ’Møllestang 1/5’. Interessentskabet er herefter gået i gang med at restaurere gården som en ’mønsterrestaurering’, der dels vil medføre at gårdens længer igen vil blive udnyttet til forskellige formål, der vil styrke den boligmæssige og erhvervsmæssige udvikling på Nyord – uden at forringe de bærende bevaringsværdier, udvendigt og indvendigt, dels vil gården forbedre og forstærke landsbyens kulturmiljø og sociale fællesskab. Blandt de mest bevaringsværdige elementer ved gården er diverse sætninger og skævheder i bindingsværket. Selve gårdspladsen er fantastisk smuk og velproportioneret. De høje og flotte rejste, bræddebeklædte gavle, fem i alt, er også et markant arkitektonisk træk ved gården.


Det tidligere forstue-ildsted med indskriptionen: Ole JenSen  Anne Kristine RasmusDatter  1727

Gården formodes at være opført i 1727, jf. inskriptionen på hammerbåndet på det tidligere forstue-ildsted, i den ældste stuehuslænge, der nu bliver restaureret.

Konstruktionen består af kraftigt egebindingsværk, uden fodrem, idet stolperne står på store sten, med korte stykker ’fodtræ’ mellem, for at holde ’støjlerne’ til de lerklinede vægge fast i bunden. En mindre del af de udvendige bindingsværkstavl er lerklinede, men stort set alle de indvendige vægge er, hvilket indgår i restaureringsprojektet. Bygningerne er i gang med at blive forsynet med et helt nyt stråtag og en stribe ikke særligt tilpassede nye termovinduer af splinttræ bliver skiftet ud med nye, koblede vinduer af kernetræ med udvendigt trukket glas i kitfals.

Indretningsmæssigt bliver den eksisterende bolig i stuehuset moderniseret og prioriteres udlejet til en økologisk landmand, som virksomheden Nyord Ø-kød vil ansætte for at udvikle virksomhedens produktion af højkvalitets økologisk oksekød. (Nyord Ø-kød ejes af nogle af de samme personer, som har etableret Møllestang 1/5.). Der etableres endnu en mindre lejlighed, der skal kunne anvendes til både helårsbolig og feriebolig.

Gårdens tidligere stalde skal indrettes til et lille Vandrehjem med 4 værelser for Camøno-vandrere/cyk-lister, som der er et stort behov for på Nyord, idet øen har 150-200.000 dagsgæster pr. år. En lille gårdbutik i resten af stalden vil kunne forsyne øens gæster med bl.a. lokale produkter.

Da jeg selv er i gang med at restaurere et lille 5-fags ’inderstehus’ i bindingsværk på samme vej på Nyord, er jeg blevet knyttet til restaureringen af Ragnhilds gård som rådgiver. Jeg viderebringer derfor lidt nyheder og erfaringer fra dette arbejde med jævne mellemrum, her på sitet.

 
Det meste af bindingsværket er i udmærket stand, men de ydsterste fag af stuehuset var muret om i gasbeton. Så her er bindingsværket kommet tilbage.

 
Alle tagfladerne forsynes med nye stråtage, i stedet for de gamle eternittage.

Se flere billeder på Instagram.

 

Primær Sidebar

Om Søren Vadstrup

Søren VadstrupBevardithus.dk er oprettet, drevet og skrevet af arkitekt MAA Søren Vadstrup, forskningslektor på Kunstakademiets Arkitektskole, og mangeårig leder af Raadvad-Centeret, med det formål at videreformidle ny viden, fortrinsvis fra egne forskningsprojekter, i form af bøger, publikationer, NYHEDER, artikler, kurser, undervisning, foredrag og konkrete projekter.
Læs mere

Kategorier

  • Aktiviteter
  • Debat
  • Forskning
  • Generelt
  • Nyheder

Søg på hjemmesiden

Seneste nyheder

  • Det 3-årige forskningsprojekt ‘Håndværket i Centrum’ 2018-2022 er nu sluttet
  • Vedligeholdelse af udvendigt træ – med klassiske materialer og metoder
  • Ny bog: HUSE I FARVER af Søren Vadstrup
  • LANDHUSET inspirerer magasinet ‘Bolius’
  • Forlag med sjæl

Varekategorier

  • Bøger

Footer

Køb af bøger

Søren Vadstrup har skrevet en lang række af bøger om håndværk og bygningsrestaurering og bevaringsværdige bygninger
Se de seneste publikationer her

Information

Her finder du information om den generelle  privatlivspolitik, cookies mm. på hjemmesiden.
Privatlivspolitik

Kontakt

Søren Vadstrup
Vejlemosevej 52, 2840 Holte
Email: info@bevardithus.dk
Tlf: 2945 4096