Lønstrup ved Vestkysten og Gerthasminde i Odense
Plastikvinduer i Lønstrup
Den 21. juni 2021 afsagde Retten i Hjørring en dom, hvor retten frifandt ejerne af en bevaringsværdig bygning i Lønstrup i Vestjylland fra en bøde på 10.000 kr., som de havde fået, fordi de imod den Bevarende Lokalplan for Lønstrups bestemmelser, havde sat nye plastikvinduer i huset – hvor Lokalplanen beskriver ‘trævinduer’. (NB.: Fotoet viser ikke det omtalte bevaringsværdige hus, men bygningsmiljøet i Lønstrup generelt, taget under et besøg, her i sommer).
Jeg blev i den anledning interviewet til Politiken (Byrum) om min mening om denne dom. Du kan læse den samlede artikel her.
Sagen er interessant af flere grunde. For det første fordi vi kan konstatere, at en kommune, her Hjørring kommune, rent faktisk forsøger at håndhæve kommunens egen Bevarende Lokalplan ved at udstikke bøder til de husejere, der bryder denne. Det skal de have ros for. For det andet fordi dommeren i Byretten samme sted ‘hopper på’ Plastikvinduesbranchens ‘limpind’: at plastikvinduer i dag er så moderne og avancerede, at ‘man’ ikke kan se forskel på plastik- og aluminiumsvinduer (gælder dog åbenbart ikke trævinduer – se herunder). Desværre helt uimodsagt (af kommunen) under retssagen. Så her ligger fejlen hos kommunen, for man kan så absolut se tydelig forskel. Se herunder. For det tredje ser Plastikvindues-branchen nu denne dom som ‘historisk’ og en ‘sejr for moderne vinduer’ – især fordi man mener ‘at adskillige lokalplaner vidner om ringe kendskab hos kommunerne til den udvikling, der er sket indenfor fremstilling af vinduer, og at der foregår udbredt diskrimination af nye vinduesmaterialer’. Se pressemeddelelsen fra Vinduesbranchen: Historisk vinduesdom sætter spot på kommuners ulovlige praksis gennem mange år.
På spørgsmålet fra Politiken: ‘Dommen lægger til grund, at man bør tage hensyn til den udvikling, der er sket inden for fremstilling af plastvinduer. Bør du ikke også tage hensyn til udviklingen? svarer jeg: Jo, mange andre steder (i landet), men her (i Lønstrup) holder man jo fast i en bestemt stil, fordi man vurderer, at der er et autentisk miljø,« »Jeg kan ikke se, hvorfor de (Plastikvinduerne) skal mase sig ind på de her områder, som udgør en meget, meget lille del af danske huse, på den meget aggressive måde, de gør. I stedet skulle de interessere sig for huses alder og efteruddannes i bygningsbevaring og stilhistorie, så de kunne være lidt fremme i skoene (på dette område),«
Jeg kan tilføje, at Plastikvinduesbranchen i denne sag har vist sig som totalt ‘tonedøve’ og ‘ude af trit’ med tendenserne i befolkningen. De fleste almindelige mennesker kan nemlig sagtens se, hvad der er pænt og grimt. Netop Lønstup er nemlig med som ‘Case’ i en stor landsdækkende undersøgelse af den værdi – og her er det kroner og ører, det handler om – som de bevaringsværdige bygninger og de Bevarende Lokalplaner skaber i Danmark. Det kan man læse om i Realdania-udgivelsen: Værdien af Bygningsarven fra 2015
I Lønstrup (side 53-54) blev den Bevarende Lokalplan revideret og skærpet i 2004 – bl.a. med kravene om trævinduer. I Rapporten sammenligner man huspriserne indenfor Lokalplansområdet – før og efter ‘stramningen i 2004 – med huspriserne i resten af Lønstrup. Før 2004 lå huspriserne i gennemsnit 9% højere i lokalplansområdet, end i resten af Lønstrup. Efter stramningerne af Lokalplanen i 2004 kan rapporten konstatere, at huspriserne nu ligger 89% højere. Disse ‘svimlende’ nærmest 90% højere huspriser i Bevaringsområdet i Lønstrup er dog ikke generelt for hele Danmark. I gennemsnit konkluderer rapporten dog, at salgspriserne for Bevaringsværdige Bygninger – og herunder bygninger, der er omfattet af en Bevarende Lokalplan – ligger 30% højere end de ikke-bevaringsværdige bygninger.
Det er nu heller ikke til at kimse ad, og viser at de almindelige husejere fortrækker at bo og eje hus i et område, hvor kommunen sørger for en vis regulering af ‘naboernes’ mere eller mindre uskønne og utilpassede ombygninger, lige uden for vinduerne. Herunder udsigten til grimme og utilpassede plastikvinduer. Rapporten konkluderer i øvrigt også at de fleste turister i dag ‘går’ efter det samme – en smuk og uspoleret, oprindelig bygningskultur.
Så kommunen kunne i virkeligheden blot fratage det pågældende bevaringsværdige hus med de nye plastikvinduer – sin status som ‘Bevaringsværdig’ – så ville husprisen falde betragteligt. Langt mere end bøden på 10.000 kr. Men det influerer jo desværre også på de andre huse i området, så alle husejerne i Lønstrup bør derfor være yderst opmærksom på dette, og som almindelig ‘nabohjælp’, i husprisernes og turismens navn, stoppe lignende projekter, inden området bliver helt ødelagt, bevaringsmæssigt.
Sagen er desværre alvorlig, ikke mindst fordi ‘Vinduesbranchen’ nu ser en stor chance for at få proppet alle ældre huse til med plastikvinduer – vi kan bl.a. se mange steder i Tyskland, hvor grimt det bliver – men jeg havde egentlig tænkt på at lægge lidt spøgefuldt ud, under interviewet med Politiken. Men det hoppede journalisten ikke på.
Dommeren i Hjørring konstaterer tre forhold – der alle tre tæller til plastikvinduernes fordel, og dermed har ført til husejernes frifindelse – og alle tre er i øvrigt fremført uimodsagt af Vinduesbranchen under retssagen:
- De isatte vinduer lever, efter det oplyste (af vinduesbranchen – min tilføjelse), op til lokalplanens krav om fremtræden. (mærkeligt ord – det kan da ikke være æstetisk fremtræden, og de er jo ikke af træ, som Lokalplanen foreskriver)
- Vinduerne er monteret i de oprindelige vindueshuller (i sandhed flot, meget imponerende)
- samt at det selv på kort afstand ikke er muligt at skelne plastikvinduer fra aluminiumsvinduer (det står der! I lokalplanen er det jo trævinduer, man skal sammenligne med. Fuldstændig ‘syret’ bemærkning).
Det slog mig bare, at denne argumentation svarer til at du bliver taget af politiet for at køre for hurtigt i en bil. Dog synes dommeren, at du skal slippe for en bøde fordi:
- Bilen er, efter det oplyste (fra producenten), lovlig
- Bilen holdt sig på vejen
- De andre biler kørte lige så stærkt
Plastik- og aluminiumsvinduer – contra trævinduer
Når vi taler om vinduer i Bevaringsværdige Bygninger, der sædvanligvis er opført før 1960 og derfor har ramme- og sprosseopdelte vinduer af træ, er det ‘selv på lang afstand’ meget tydeligt at se forskel på nye plastikvinduer og de gamle, oprindelige trævinduer. De vigtigste æstetiske kvaliteter ved ældre sprossevinduer af træ og nye, tilsvarende plastikvinduer, er følgende fem punkter:
- den spinkle kitfals, der medfører at rudeglasset kun ligger ca. 1 cm tilbage fra vinduesrammernes forside.
- så vinduet fremtræder meget ‘glat’, uden kraftigt relief mellem glas og træ på ydersiderne.
- de gående vinduesrammer er hængslet med hjørnebåndsbeslag, i dag kaldt et ‘vinkelhængsel’, der for det første indgår som en vigtig æstetisk del af vinduet udvendige ‘fremtræden’, dels giver vinduesrammerne et
- forskudt omdrejningspunkt, hvorved de skal have mindre smig i kanterne, og derfor får et optimalt anslag
- de forholdsvis kraftige, også set udefra, sidekarme og lodpost, der giver vinduet et solidt og robust udseende.
Krav til nye vinduer i Bevarende Lokalpaner
En Bevarende Lokalplan for et område skal især varetage og fastholde områdets kulturhistoriske, arkitektoniske og miljømæssige helhed. Det gøres primært ved at bevare og passe på det, der findes i dag af oprindelige huse, elementer og helheder. Hvis der skal tilføjes nye elementer, eksempelvis vinduer eller døre, bør man stil tre meget enkle, men vitale krav til disse:
- De nye vinduer (og døre) skal harmonere med bygningens alder og stilart og de oprindelige vinduers
- Materialer (primært træ)
- Ydre fremtoning: Ægte sprosser, ruder sat i 1 cm kitfals, hjørnebåndsbeslag med forskudt omdrejningspunkt, farver, malingstype (linoliemaling)
- Med autentiske træsamlinger (slidssamling i hjørnerne mm), uden pålimede sprosser
- Der må ikke forekomme udvendige termo- eller energiruder, men disse kan med fordel sættes indvendigt som forsatsruder.
- Vinduets levetid skal som minimum kunne matche med de oprindelige vinduers konstaterede levetid – hvilket skal garanteres af producenten – herunder termorudernes levetid.
Disse tre krav er yderst ‘moderne’ og tidssvarende og lever op til nutidens forventninger om bæredygtighed, klimatilpasning og arkitektonisk og bevaringsmæssig kvalitet. Jeg har f.eks. vinduer og porte fra 1787 i mit hus, så hvorfor skulle eventuelle nye elementer udføres, i materialer og detaljer, så de holder kortere tid, end disse 234 år? Det er faktisk hverken særlig svært eller dyrt at fremstille vinduer og døre i den samme kvalitet – af træ, naturligvis. Og den med vedligeholdelsen og det ‘vedligeholdelsesfri’, holder heller ikke.
Gerthasminde
I Lønstrup har vi en kommune, der har forsøgt at håndhæve den bevarende lokalplan, men tabte i retten. I Odense kommune er kommunen selv i gang med at spolere en bevarende lokalplan for ‘havebyen Gerthasminde’. På opfordring af den lokale ‘bevaringsgruppe’ skrev jeg i foråret følgende til Fyns Stiftstidende. Se artiklen her:
Desværre var alle forsøg på at få kommunen selv, til at rette sig efter lokalplanen, forgæves, da politikerne tilsyneladende er ‘forlovet’ med en lokal ‘pengemand’, der vil have sin vilje. Men her er mit indlæg – mere læseligt – end et foto af siden i Fyns Stiftstidende:
Odense kommune underminerer de bevarende lokalplaner
Den store kommunale saks er i sving i Odense, hvor kommunen har sat sig for brutalt at klippe en enkelt grund ud af den eksisterende lokalplan for den bevaringsværdige haveby Gerthasminde.
Ja, man tror, det er løgn! Hvordan kan en kommune i år 2021 finde på at ødelægge omgivelserne til en af Danmarks fineste kulturmiljøer, med det formål at give en enkelt ejer lov til at bygge 3-etages boligblokke?
’Hjemmeblindheden’ består i, at Odense kommune og byråd ikke kan se de helt enestående kvaliteter, der ligger i Gerthasminde.
Havebyen er en sand perle. For Odense, for Danmark – ja, internationalt. Ikke kun i form af de enestående bygninger, der takket være den meget dygtige og anerkendte arkitekt Anton Rosen, er i høj arkitektonisk kvalitet, og i den i Danmark yderst sjældent forekommende stilart ”Art Nouveau”, men også fordi bebyggelsesplanen er gennemtænkt, på én gang landsbypræget og stringent.
I over 30 år har en bevarende lokalplan passet godt på både Gerthasminde og kulturmiljøets beskyttende bufferzoner. Bufferzonernes vigtighed blev i lokalplanens formål understreget ved, at Gerthasminde skulle ”bevares som smuk og harmonisk bebyggelse og foruden det historiske element ønskes særpræget bevaret som en bidrag til et varieret bybillede”.
Sådan en formålsparagraf kan kommunen ifølge Planloven ikke dispensere for og tillade højt nybyggeri, der vil ødelægge synliggørelsen af de historiske bygninger. Og det ved man åbenbart godt i Odense kommune. Så hvad gør man så for at hjælpe den byggelystne ejer? Kommunen laver bare en NY bevarende lokalplan, hvor netop denne grund er klippet ud og indrømmer netop derved, at de påtænkte boligblokke vil ødelægge den harmoniske og smukke bebyggelse.
Gennem denne fremgangsmåde indrømmer Odense kommune for det første blankt, at byggeriet absolut ikke harmonerer med det eksisterende bygningsmiljø, inden for lokalplanen. For det andet viser kommunen med denne handling, at man ikke værdsætter hverken det pågældende bevaringsværdige bygningsmiljø eller de bevarende lokalplaner som institution – og sikkerhed mod arkitektonisk ødelæggende indgreb, som de planlagte.
Overgrebet på Gerthasminde er en juridisk manøvre, som direkte underminerer de bevarende lokalplaners opgave; at sikre bedre bevaring af bygningskulturen.
Hvordan det overhovedet kan komme så vidt, er helt ubegribeligt. Kvarterets beboere har ydet byggeprojektet stor modstand. Foreninger – lokale såvel som nationale –har forsøgt at råbe kommunen op for at bevare områdeafgrænsningen intakt.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad der gives af byggemuligheder på den udklippede grund, så slå op i byens netop vedtagne kommuneplan: Her har grunden har fået sin egen ramme, der er specialdesignet til ejerens byggeprojekt: 3 etager og en bebyggelsesprocent på 110.
Så mens Odenses borgere græmmes, så står alle vi andre udefra og kigger måbende på, mens byrådet sliber saksen for at klippe lunsen af den bevarende lokalplan. Til skræk og advarsel for alle landets kommunalbestyrelser, som forhåbentlig IKKE lader sig inspirere af Odenses overgreb.
Forfatter: Søren Vadstrup
restaureringsarkitekt m.a.a.,
lektor i bygningsrestaurering på Det Kongelige Akademi i København.
E: soren.vadstrup@kglakademi.dk
T: 2945 4096